Bornholm og udbudsdesignet: energiøernes dyre lektier

Mellem energiøernes første skitse og dagens kontrakter ligger den dyreste lektion i institutionelt design i nyere dansk energihistorie.

Fejlens kronologi. Første akt: Danmark annoncerer mirakelsøerne, og markedet klapper. Anden akt: udbuddene afgår på filosofien »markedet betaler alt« — nul støtte, koncessionsafgifter, staten som medaktionær — netop som renterne eksploderer og kæderne fordyres. Tredje akt: december 2024, ingen bydere; januar 2025, Bornholm på pause. Tæppefald — tilsyneladende.

Korrektionen. Den tysk-danske genforhandling omskrev risikofordelingen: det fælles støtteloft — 139 milliarder over to årtier, med den danske andel på 41,7 — forvandler den uendelige usikkerhed til bogførbar risiko. Klimarådet, der havde krævet netop dette i sine designanbefalinger, så sin doktrin bekræftet: det er ikke støttens størrelse, der afgør, men hvem der bærer hvilken risiko — pris, volumen, tilslutning, kalender.

Anvendelsen på 3 GW. Bornholm-udbuddet overtager det komplette sæt: loftlagt men troværdig støtte, indekseringsklausuler mod forsyningskædernes virkelighed, kontraktuel synkronisering med Energinets tilslutninger og et færdiggørelsesvindue — slutningen af 2030 — valgt til at fange næste bølge af installationskapacitet, ikke den nuværendes pristop.

Lektionens eksport. Halvdelen af Europa designer nu post-krise offshoreudbud; den danske fiasko fra 2024, offentligt dissekeret af institutioner, der ikke skåner deres regering, er blevet kontinental pensum. Det kunne være lært billigere — men ikke grundigere.

Den baltiske havvind, runde for runde, på landesiden.