Serverne til radiatoren: ingeniørløsningen på datacenterstriden

Enhver server omdanner, med perfekt termodynamisk troskab, kilowatttimen af beregning til en kilowatttime varme. Årets danske spørgsmål: hvem får varmen?

IDA's forslag. Ingeniørforeningen formulerede det programmatisk: lad datacentrene levere mere varme til danskerne. Teknisk banalt: vandet, der køler serverne, kommer ud ved 30–40 grader, og industrielle varmepumper løfter det til fjernvarmenettets temperatur. Hollænderne og svenskerne gør det allerede; de første danske projekter findes — men som undtagelser, ikke regel.

Hvorfor Danmark er idealtilfældet. To tredjedele af boligerne ligger på fjernvarme — varmedistributionens infrastruktur findes og leder efter kilder: biomassen er omstridt, forbrændingsanlæggene loftlagte, gassen på vej ud. En hyperscaler på hundredvis af megawatt er, termisk, et helt kvarter af gratis varme — i dag blæst op i luften gennem køletårnene.

Hvorfor det ikke sker af sig selv. Samarbejdets økonomi halter: centret vil have billig køling og nul forpligtelser i 20 år; nettet vil have garanteret varme om vinteren, ikke efter servernes livscyklus. Uden en ramme — genindvindingspligt ved tilladelsen, standardtariffer, deling af pumpeinvesteringen — starter hver forhandling fra nul, og de fleste dør.

Det oplagte politiske træk. Tilslutningskøen er den perfekte løftestang: vil du have megawattene? Aflever de termiske megawatt. Irland frøs, Holland stiller betingelser — Danmark kan stille dem intelligent: netprioritet til den, der varmer byen op. Fra systemfjende kan serveren, med et rør og en lov, blive landets største kommunale radiator.

Den nordiske omstillings løsninger, i nyhedsstrømmen.