Øen, der genopstod: Bornholm har igen budget og en tysk partner

Intet kort over europæisk energi har et mere ladet symbol: den danske klippe midt i Østersøen, forvandlet fra feriedestination til projekteret kontinental stikkontakt — så frosset, så genoplivet.

Hvorfor det døde. Pausen i januar 2025 var officielt diplomatisk — det tyske valg blokerede underskrifterne — og uofficielt finansiel: energiøernes omkostninger var eksploderet, og København nægtede at underskrive blankochecks. Et års genforhandling frembragte præcis det, der manglede: risikodeling på skrift.

Den genforhandlede arkitektur. Den økonomiske aftale af 3. februar sætter tal på det fælles bord: et samlet støtteloft på 139 milliarder kroner for øens havvind, forventet i vinduet 2036–2056, med den danske andel begrænset til 41,7 milliarder — resten på tyske skuldre, strømmens hovedaftager. Udbuddet af de 3 GW kører med sigte på færdiggørelse mod slutningen af 2030.

Hvad de to stater egentlig køber. Ikke kun parker: en hybrid interkonnektor — en premiere i denne skala — hvor de samme kabler samtidig bærer øens produktion og handlen mellem zonerne. For det grønt strømhungrende Tyskland en ny ledning mod nord; for Danmark vindleje og positionen som baltisk fordelingscentral; for det europæiske system redundans i et hav, hvor kabler er blevet mål.

Den tilbageværende skepsis. Klimarådet og økonomerne spørger i kor, hvad der garanterer, at loftet holder — energiøernes historie er de sprængte overslags historie. Det ærlige svar: intet, ud over at to statskasser denne gang overvåger hinanden.

De baltiske udvekslinger, i realtid, på Europakortet.