DK1 og DK2: landet med to elektriske ure

På papiret er Danmark lille og homogent. Elektrisk er landet skåret i to af Storebælt — og de to halvdele danser efter forskellige orkestre.

Vesten, synkron med Tyskland. DK1 — Jylland og Fyn — huser hovedparten af møllerne og solparkerne og er tykt koblet til det tyske marked. Den dobbelte konsekvens: rekorderne i negative timer, når vind og sol falder sammen — og importen af tysk volatilitet de aftener, de udebliver. Zonen er blevet arbitragens paradis: intetsteds i Europa er de daglige spreads mere gavmilde mod batterier og fleksibelt forbrug.

Østen, synkron med Norden. DK2 — Sjælland og København — hænger i de svenske kabler og den skandinaviske hydrologi. I år med fyldte reservoirer er zonen prisernes kæledægge; i 2026, med Sydnorge halvtomt, betaler den regningen for den nordiske tørke. Forskellene til DK1 vider sig ud og vender om uge for uge, alt efter vestenvinden og de norske regnskyl.

Hvad det betyder for regningerne. Leverandørerne offentliggør priser pr. zone, og de danske sammenligningstjenester spørger om postnummer før alt andet: det samme hus, flyttet over Storebælt, skifter omkostningsprofil. For husstande med timepriser — allerede flertallet — er vinderkombinationen dobbelt: det rigtige tidspunkt i den rigtige zone.

Det strukturelle spørgsmål. Elkablet over Storebælt findes, men det er tyndt; debatten om at fortykke det — eller ligefrem fusionere zonerne — vender tilbage ved hver divergensepisode. Indtil da forbliver Danmark det perfekte laboratorium for den europæiske lektie: strømmens pris er først og fremmest geografi.

DK1 og DK2, time for time, på prissiden.